Sådan tørrer du vasketøjet
Tørresnor eller stativ
- Stativ, der er flytbart, har den fordel, at det kan flyttes hen, hvor der er mulighed for at tørre tøjet under gunstige forhold uanset vejret. OBS: stativet kan vælte i stærkt blæsevejr, sæt eventuelt noget tungt på foden af stativet
- Tørresnoren kan placeres udendørs, hvor der er plads til at tøjet kan hænge frit, uden at svinge op i buske, bygninger etc. under tørringen. Undgå store træer, hvor blade og fugle kan forurene dit vasketøj. Vælg et sted hvor tørresnoren ikke generer hverken din egen eller naboens udsigt
- Tørresnoren kan placeres indendørs i en kælder, fyrrum eller badeværelse. Helst i et rum, hvor der er mulighed for god udsugning og/eller gennemtræk
- Tørresnoren holdes ren ved at tørre den af med en hårdt opvredet klud inden vasketøjet hænges op
- Klemmerne skal være rene og stabile, vask dem ind imellem i opvaskemiddel
- Klemmer kan være af plast eller træ og i forskellige farver
Tips
- Det bedste vejr at tørre tøj udendørs er, når der er vind og lav fugtighed i luften
- Sol og varme er også godt, men pas på, at solen ikke bleger tøjet
- Vasketøj, der har hængt ude i solen hele dagen, dufter bedre og mere frisk end tøj, der har hængt i en vaskekælder eller er tørret i tørretumbleren. (En gruppe forskere på Københavns Universitet har undersøgt det og fundet ud af, at når solen rammer det våde håndklæde, så sker der en masse kemi. De molekyler, der gemmer sig i bomuldsstoffet, bliver omdannet til duftstoffer som kan være blomster, citrusfrugter etc., altså meget friskt og de er stærkt duftende, så der skal ikke så meget til, før vores næser opfanger dem)
- Tøjet kan også tørre en vinterdag med lidt blæst – ligesom det kan hænge ude når det er frost – men det bliver IKKE tørt i frostvejr
- Tøjet må ikke hænge for længe ude i vedvarende regnbyger over flere dage. Vådt vasketøj tager ekstra meget imod pollen og regnen kan vaske ekstra pollen ind i tøjet
- Hvis tøjet er blevet synligt snavset af at hænge ude, skal du vaske det igen
Kroge i loftet
- J -kroge med en diameter på ca. 6 cm. hænges op i et stabilt loft
- På krogene hænger du bøjler med bluser, skjorter, lange bukser, kjoler etc.
- Ved at hænge tøjet på bøjler på kroge under tørringen får du et glattere vasketøj, der er klar til at hænge ind i skabet, når det er tørt
- Til bluser, kjoler og trøjer er det en fordel at bruge bøjler med runde kanter, så du undgår kanter i skuldrene på tøjet
Tørretumbler
Udskældt for at være dyr i drift, men en god hjælper til vasketøjet
- Fint tøj kan efter centrifugeringen (900 omdrejninger) komme en tur i tørretumbleren på koldt blæse program (ca. 20 min). Herved rettes tøjet ud, jo mindre mængde tøj, des bedre virkning. Tøjet hænges derefter op til tørring
- Hvis du har pollenallergi er det en god ide enten at tørre tøjet indendørs – eller komme tøjet i tørretumbler efter den udendørs tørring
- Hvis du skal tørre tøjet i tumbleren, så sørg for at tøjet bliver tørret ved den højeste temperatur, det kan klare, således at restfugtigheden bliver så lille som mulig
- Lettere stykker tøj, der tørrer hurtigt f.eks. skjorter, tørrer du for sig selv i tumbleren
- Tungere stykker tøj som f.eks. lange bukser, tørrer for sig selv i tumbleren
- Tøjet skal kunne falde frit i tumbleren under tørring
- Tøjet skal være akkurat tørt – ikke over tørt, så krøller det nemmere
- Bomuldstøj som håndklæder, viskestykker bliver ekstra luftige, hvis du kommer to rene tennisbolde med under tørringen i tumbleren
- Ryst hvert stykke tøj let, inden du kommer det i tørretumbleren så er det mindre krøllet, når det er færdigtørret
- Håndklæderne giver du et lille hiv i hver ende inden tørring, for at undgå syningen krymper
- OBS: Bomuldstøj krymper ved brug at tørretumbler
- Efter brug rengøres tørretumbleren
Ophængning af tøj
- Glat, stræk eller rystet tøjet med et kraftigt svip, så efterbehandlingen bliver så nem som mulig
- Sokker hænges op ved at sætte en klemme i tåspidsen eller på tværbøjle
- Strømpebukser hænges i tåspidserne eller over en tværbøjle
- T-shirt, trøjer hænges op ved at sætte en klemme i sømmen under armen. Alternativt kan du hænge det på en bøjle
- Skjorter og bluser hænges op med en klemme i hver syning forneden. Alternativt kan du hænge det på en bøjle
- Trusser/pants hænges op i linningen
- Lange bukser hænges op med klemmer i linningen. Alternativt hænges de på en klemmebøjle (hvis de skal presses) eller bøjle med tværstang
- Kjoler hænges op i skuldersømmen. Alternativt hænges de op på bøjle
- Nederdele hænges op i linningen. Alternativt på bøjle
- Jakker hænger du på bøjler med afrundede hjørner
- Sengetøj hænges over snoren i bredden eventuelt sammenfoldet midt på i bredden. Vrangen udad
- Håndklæder og viskestykker hænges op i den ene kant i længden
Tips
- Klemmemærker kan rettes ud med lidt vand
- Hold afstand mellem tøjet, så tørrer det hurtigere
- Vend sammenfoldet tøj (som lange bukser, dynebetræk etc.) i løbet af tørretiden, så indersiden kommer udvendig så tørrer tøjet hurtigere
- Tips om vasketøj