Hvad skal jeg bruge til at fjerne pletter med
Forslagene til pletfjerning er generelle. Der kan være pletter, der ikke forsvinder ved hjælp af den anbefalede metode. Dette kunne være, hvis flere materialer blandes f.eks. chokolade og banan. Chokolade kan desuden være blandet af flere typer chokolade, hvor indholdet er forskelligt
Pletfjerning er efterhånden blevet gjort nemmere ved at vaskemidler er så gode, at mange pletter forsvinder ved almindelig maskinvask. 🙂
Acetone (uden olie)
God til at fjerne: neglelak, etiketter
Bruges sådan: Duppes med en vatpind eller bomuldsklud påført acetone. Efterfølgende kommes opvaskemiddel på pletten. Tøjet vaskes efter vaskeanvisningen
Brun sæbe
God til at fjerne: Malerpletter
Bruges sådan: Pletten gnubbes godt ind i brun sæbe. Den brune sæbe skal virke nogle timer. Dæk pletten med film eller kom tøjet i en plastpose. Tøjet skylles og vaskes efter vaskeanvisningen
Citronsyre
God til at fjerne: frugtmos, frugtfarve
Bruges sådan: Bland citronsyre med vand 1:9. Smør blandingen på pletten. Vask tøjet efter vaskeanvisningen
Dansk vand
God til at fjerne: de fleste pletter på gulvtæpper
Bruges sådan:
- Opløs pletten med lidt dansk vand på en ren bomuldsklud
- Gnid forsigtigt til pletten er væk
- OBS: uldtæpper skal kun duppes med bomuldskluden
- Læg køkkenrulle over pletten til at suge væden
Eddike (klar)
God til at fjerne: jordslåede pletter, deodorant skjolder, svedlugt, røglugt
Bruges sådan: Bland eddike med vand 2:7. Læg tøjet i blød i blandingen. Vask tøjet efter vaskeanvisningen
Glycerin
God til at fjerne: rødvin, kaffe, te, chokolade, karry, skosværte
Bruges sådan: Glycerin gnides ind i pletten med en blød bomuldsklud. Tøjet vaskes efter vaskeanvisningen
Opvaskemiddel uden farve og parfume
God til at fjerne: avocado, fedt, chokolade, blyant, kuglepen, æg, frugtsaft, læbestift
Bruges sådan:
- Pisk opvaskemiddel og vand op, så der dannes skum
- Brug kun sæbeskummet
- Kom skummet på pletten og gnid det godt ind
Rense benzin
God til at fjerne: mælkebøttesaft, læbestift, asfalt, etiketter, olie (sort), skosværte
Bruges sådan: Dup rense benzin på pletten med en vatpind eller bomuldsklud. Kom efterfølgende opvaskemiddel på pletten. Vask tøjet efter vaskeanvisningen
Sprit
God til at fjerne: spritpen, pudder, læbestift, harpiks
Bruges sådan: gnid spritten godt ind i pletten med en bomuldsklud. Lad spritten virke 1 – 2 timer. Vask tøjet efter vaskeanvisningen
Sæbespåner
God til at fjerne: de fleste pletter på stofmøbler, gulvtæpper
Bruges sådan:
- Bland 1/2 liter varmt vand med 1 spsk. sæbespåner
- Opløs sæbespånerne i vandet og få det til at skumme ved at piske med et piskeris i blandingen, så der kommer tykt skum
- Brug skummet til rensningen
- Skummet opsamler smudset og forhindrer at væden kommer ned i stoffet